Ernæring

Mad er en vigtig del af livet og nødvendig for kroppens funktioner og vedligeholdelse. Ernæring er derfor også et vigtig element i det at leve med myelomatose.

Til forskel fra den medicinske behandling kan patienten og de pårørende selv være en del af og tage ansvar for denne understøttende ”behandling” og på den måde være med til at gøre en forskel på situationen.

Det er derfor vigtigt for patienter med myelomatose og de pårørende at få viden om kostens betydning og sammensætning.

Konsekvensen af et vægttab hos kræftpatienter og dermed også for patienter med myelomatose, er nedsat tolerance overfor behandlingen, muskelsvækkelse og nedsat funktionsevne, svækket immunforsvar og dermed hyppigere infektioner samt negativ indvirkning på overlevelse. Forebyggelse af et vægttab er derfor essentielt for myelomatosepatienter.¹

Ernæring og måltider har stor betydning for den enkeltes livskvalitet og specielt for ældre mennesker har det også stor betydning for funktionsevnen. Et mindre vægttab på blot 1% af kropsvægten pr år, hos ældre, øger risikoen for tab af funktionsevne, hvilket har konsekvenser for den enkeltes livskvalitet.²

Figur 1. Eksempel på samspillet mellem sygdom, social begivenhed og vægt-/funktionstab²

Patienter med myelomatose anbefales at spise den samme kost som andre kræftpatienter. Der er altså ingen særlige kostrestriktioner for myelomatosepatienter i forhold til andre kræftpatienter.

Det er ikke nødvendigt at undgå fødevarer, som indeholder calcium, da dette ikke vil påvirke calciumindholdet i blodet. Protein i maden vil heller ikke øge niveauet af M-komponenten.

Har patienten nedsat nyrefunktion og er i dialyse, kan der være specielle væske- og kostrestriktioner. Disse vil være meget individuelle, hvorfor kostvejledning bør foregå i samråd med nyrespecialisterne og eventuelt en diætist.

Vitaminer og mineraler

Vitaminer og mineraler er livsvigtige stoffer til f.eks. omdannelse af maden til energi samt opbygning og vedligeholdelse af kroppen. Eftersom kroppen ikke selv kan danne disse stoffer, skal de tilføres.

Normalt dækkes kroppens behov gennem en sund og varieret kost. Men under sygdom og gennem et forløb med kemoterapi er der et øget vitamin- og mineralbehov. Derfor anbefales en vitamin- og mineraltablet dagligt under hele behandlingsforløbet og gerne indtil ½ år efter, at behandlingen er afsluttet.

Til de myelomatosepatienter der modtager blodtransfusioner og dermed får tilført jern via med det tilførte blod, anbefales det at tage en vitaminpille uden jern.

Ernæringstilstandens betydning

Lysten til mad er meget forskellig fra menneske til menneske, og appetitten er påvirkelig af både fysiske, psykiske og sociale forhold.

Ved sygdom er appetitten meget ofte nedsat, samtidig med at kroppens energibehov er øget pga. den øgede metabolisme.

Metabolismen er øget pga. selve sygdommen. Denne tendens forstærkes yderligere af forhold som feber, infektion og anæmi, der er en følge af selve sygdommen og /eller behandlingen. Det er derfor et vigtigt område at tage højde for i sygeplejen til patienterne.

Ved et længerevarende sygdomsforløb kan en for lille næringstilførsel, hvor kroppens energibehov ikke dækkes, føre til under- eller fejlernæring. Patienter med myelomatose er netop i risiko for dette pga. det livsvarige sygdoms- og intermitterende behandlingsforløb, de indgår i.

Desuden er de fleste myelomatosepatienter ældre, og adskillige undersøgelser har vist, at ældre generelt har et for lille kostindtag, drikker for lidt og ofte heller ikke får de mest lødige næringsstoffer.

Et ufrivilligt vægttab er uhensigtsmæssigt, også hos overvægtige, da det medfører tab af fedt og proteindepoter fra væv i livsvigtige organer og muskler. Dette resulterer i nedsat modstandskraft, og dermed risiko for infektioner, dårligere sårheling og træthed. En god ernæringstilstand styrker derimod immunforsvaret og giver bedre mulighed for at modstå infektioner. Ligeledes giver det mere energi, forebygger træthed og er med til at genopbygge muskelmassen.

Når patienten får tilstrækkelig mad og kan holde vægten, er han/hun bedre rustet til at klare sin sygdom og de bivirkninger, der kan forekomme i forbindelse med behandlingen.

Desuden er det lettere at forhindre et vægttab end at genvinde tab af vægt, hvorfor det er vigtigt allerede at være opmærksom på kosten fra starten af sygdomsforløbet.

Andre fordele ved at få en sufficient tilførsel af næring i forbindelse med sygdommen er, at mave/tarmslimhinden genopbygges hurtigere efter kemoterapi, hvorved tarmens næringsoptag samt slimhindens barrierefunktion for bakterier mellem blodbanen og tarmen bedres.

I forbindelse med højdosis kemoterapi med stamcellestøtte til patienter med myelomatose kan et meget lavt næringsindtag få slimhinden i mave/tarmkanalen til at blive så atrofisk, at den kan have særdeles svært ved at fungere optimalt igen, ligesom sekretionen af fordøjelsesenzymer også kan blive kompromitteret i lang tid.

Dette er områder, som er meget vigtige, at sygeplejersken formidler videre til patient og pårørende samt selv handler i forhold til i sin sygepleje til myelomatosepatienterne.

At have overskud både fysisk og psykisk til at have meget opmærksomhed på indtag af mad, kan for nogle patienter være for stor en byrde. Derfor skal der være fokus på hvilke ressourcer den enkelte patient har, f.eks. i form at et støttende netværk, når patienten udskrives fra hospitalet eller følger et ambulant behandlingsforløb. Det at skulle håndtere og reagere hensigtsmæssigt på selve kræftsygdommen og potentielle livstruende bivirkninger til den medicinske behandling, kan gøre, at ernæring træder i baggrunden.³ Dette er et opmærksomhedsområde, som sygeplejersken skal have, især i forbindelse med overgang fra indlæggelse til ambulant behandling, hvor nysgerrighed i forhold til patientens ernæringsindtag og vægthistorik skal prioriteres.⁴

Vægt og vejning

En vigtig indikator for ernæringstilstanden er patientens vægt. Det erderfor essentielt at kontrollere denne med jævne mellemrum.

For at vægten er sammenlignelig med tidligere kontroller bør den kontrolleres på samme tid af døgnet og helst på samme vægt, så man kan vurdere om vægten holder sig stabil, er stigende eller faldende.

Da vægten vil påvirkes meget af ødemer, er det vigtigt at holde øje med dette ved at observere patientens hud samt Se-albumin. Ved lavt albumin-indhold i blodet bør man udover risiko for væskeophobning være opmærksom på ekstra tilførsel af proteiner.

Faldende vægt

Under et behandlingsforløb med kemoterapi vil lysten til at spise ofte være påvirket af forskellige årsager.

Ud over kvalme og appetitløshed kan psykiske og sociale forhold som f.eks. angst, tristhed og savn af familie og venner under et indlæggelsesforløb, også påvirke appetitten i negativ retning. Smagssansen kan ændre sig pga. den behandling, der gives, og det kan betyde, at den mad, man plejer at kunne lide, ikke længere smager godt.

Mange patienter oplever, at det i perioder er vanskeligt at spise og drikke pga. særdeles smertefulde gener fra slimhinden i mund og svælg – f.eks. ved mucositis i forbindelse med højdosis kemoterapi med stamcellestøtte.

Hvis patienten har nedsat appetit over en længere periode og taber i vægt, er det vigtigt at fokusere på indholdet af kalorier og protein i de fødevarer, der indtages, for at kroppens energibehov kan dækkes bedst muligt. Det betyder, at kosten bør sammensættes, så kroppens behov for kalorier og protein stadig dækkes, selvom den totale mængde mad, der spises, er mindre end normalt.⁵ 

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at patientens energibehov langt hen ad vejen kan dækkes ved energiberigede drikkevarer.

Gode råd til den småtspisende patient, som sygeplejersken kan videreformidle til patienter og pårørende og selv handle i forhold til i sygeplejen, er⁶:

• Fedtholdig mad kan anbefales, fordi det giver meget energi, uden at maden fylder særlig meget. Fødevarer med et højt indhold af fedtstoffer og protein er f.eks. ost, fede mælkeprodukter, æg og kød/fisk.
• Drik Protein-drikke.
• Spis mindre brød, grøntsager, ris, pasta og kartofler.
• Mad med meget sukker indeholder også mange kalorier. Derfor kan søde sager som is, kage og andre desserter med fordel spises.
• Spis små, hyppige måltider, gerne 3-4 mellemmåltider.
• Tilråde at spise på de tidspunkter af dagen, hvor patienten er mest veloplagt.
• Syrlig mad kan stimulere appetitten. Prøv f.eks. at drikke et glas juice før måltidet.
• Frisk luft og behagelige omgivelser øger appetitten.
• Socialt samvær med andre i forbindelse med måltidet.
• Coca Cola, Filur is, ingefær og/eller salt-lakrids kan virke kvalmenedsættende.

Mellemmåltider kan især være med til at øge patientens fødeindtag. Hvad og hvor meget der spises, bestemmes i høj grad af, hvad den enkelte foretrækker. At vise billeder af måltids- og drikkevaretilbud har vist at være et effektivt redskab til at undersøge, hvilke fødevarer der med fordel kan tilbydes den enkelte patient. Billeder virker for nogle stimulerende på appetitten.⁶

For løbende at kunne vurdere patientens ernæringstilstand kan det være en hjælp at kost- og væskeregistrere i en periode. Mange patienter med myelomatose vil falde ind under kriterierne for rutinemæssig kostregistrering på de fleste hospitaler.

Nogle patienter kan påvirkes så meget ernæringsmæssigt, at det bliver nødvendigt at supplere med parenteral- eller sondeernæring samt intravenøs væsketerapi.

Ofte kan der være behov for at søge hjælp og vejledning fra en diætist eller ernæringssygeplejerske.

Stabil vægt

Nogle patienter med myelomatose oplever ikke problemer med appetitløshed og vægttab under et behandlingsforløb. Disse patienter har gode muligheder for at få dækket behovet for næringsstoffer i forbindelse med sygdom og behandling.

De vil med fordel kunne følge forebyggende kostråd (fedtfattig, fiberholdig og varieret kost, rig på frugt og grønt),⁷ men må også være opmærksomme på, at sygdommen og eventuelt behandling med kemoterapi kan betyde, at kroppen ikke vil være i stand til at få optimalt udbytte af den mad, der indtages. Ved feber og infektioner vil denne evne yderligere være forringet.

Derfor kan der, også hos patienter med normal appetit, være behov for ekstra energi og protein i sygdoms- og behandlingsforløb.

I tiden mellem behandlinger, hvor patienten ofte befinder sig i hjemmet, er kroppen i en genopbygningsfase, hvor f.eks. knoglemarven begynder at fungere igen og antallet af blodceller stiger, hvis marvfunktionen har været påvirket af kemoterapi. Det betyder, at kroppen regenererer efter behandlingen og efter eventuelle infektioner, hvilket kræver ekstra energi, protein, vitaminer og mineraler.

I forhold til perioden under behandlingsforløbet er kroppen i denne genopbygningsfase bedre i stand til at udnytte den næring, der tilføres.

Perioden imellem behandlingerne kan dog være kortvarig og det er derfor vigtigt, at patienten spiser, selvom appetitten ikke er stor.

Øget vægt

Nogle patienter tager på i vægt under sygdom og behandling, hvilket der kan være både fysiske og psykiske årsager til. Kemoterapi kan give vægtøgning i sig selv. Behandling med binyrebarkhormon (Prednisolon og Dexamethason) kan påvirke appetitten, så denne bliver øget.

Det psykiske pres, som sygdom og behandling medfører, kan både udløse, at appetitten nedsættes eller mistes, men kan for nogle også gøre, at de trøstespiser.

Hvis den øgede vægt skyldes væskeretention, bør denne behandles. Ellers anbefales, at der spises en almindelig sund og varieret kost.

Hvis patienten er overvægtig, bør han/hun ikke starte en slankekur, mens behandlingen står på, da behovet for næringsstoffer er øget i forbindelse med både sygdom og behandling.

En slankekur bør derfor først startes efter endt behandling, gerne med vejledning fra læge eller diætist.